Hvis I er flere, som køber sammen

Hvis I er flere, som køber bolig sammen, f.eks. dig og din kæreste, er der nogle særlige forhold, I skal være opmærksomme på.

Hvis I ikke er gift, skal I huske på, at I i henhold til arveloven ikke har arveret efter hinanden. Ved oprettelse af et testamente kan I gensidigt indsætte hinanden som arvinger, så I – dog med forbehold for evt. børns arveret – sikrer jer, at den længstlevende af jer kan blive boende. Vi kan naturligvis hjælpe jer med udarbejdelsen af testamentet.

Ved evt. samlivsophævelse kan det blive vanskeligt og omkostningsfuldt at fastslå, hvem som skal beholde boligen. Vi anbefaler derfor, at I får oprettet en såkaldt ”samejeoverenskomst” i forbindelse med boligkøbet, så det én gang for alle bliver aftalt, hvad der skal ske, hvis jeres veje mod forventning skilles.